Motionsidræt

Klar til løbetouren

SÆBY:Sæby Firmaidræt arrangerer igen i år "LøbeTouren" i Sæbygård Skov. Touren er et motionstilbud til hele familien, hvor der kan traves, jogges eller løbes ad naturskønne ruter i skoven. Der er mulighed for at vælge mellem forskellige længder på ruterne - lige fra 1,5 kilometer til seks kilometer. Som en ekstra service vil alle medvirkende få udleveret træningsbøger, hvor man kan notere sine tider. Samtidig vil der være mulighed for omklædning og bad i klublokalerne. Alle ruterne begynder fra Sæby Firma Idrætsklubs lokaler på Sæbygårdvej 32, og sæsonen bliver indledt 5. maj.