Klar til Lundbyløb

GISTRUP:Arrangøren af det traditionsrige Lundbyløb i bakkerne i Lundby krat, Aalborg Atletik & Motion, ser med forventning frem til årets udgave af det populære løb med start på søndag 24. september kl. 11.00 Forhåndstilmeldingen er med 600 deltagere større end normalt og med den flotte vejrudsigt er der udsigt til, at rigtigt mange vil møde op og eftertilmelde sig på løbsdagen. Det er der absolut heller ingen grund til ikke at gøre for med ruter på henholdsvis 5 og 10 kilometer og et varieret, men let kuperet terræn, er løbet for alle uanset køn og alder. Som de foregående mange år er der start og mål på den gamle festplads i Lundby krat og der er mulighed for omklædning og bad samt parkering ved Gistruphallerne og Gistrup skole. De to ruter er velafmærkede med nøjagtige kilometerangivelser og umiddelbart efter løbet får de tre hurtigste mænd og kvinder på begge ruter samt de største forhåndstilmeldte hold overrakt deres præmier. Udover de to nævnte løb er der også et børneløb på én kilometer og her er der ingen tidtagning men til gengæld får alle deltagere en medalje, når de kommer i mål.