Klar til ny gymnastiksæson

Gistrup 16. september 2002 08:00

GISTRUP: LKB-Gistrups store gymnastikafdeling, der traditionelt tæller omkring 400 medlemmer, indleder i den kommende uge med start mandag den 16. september endnu en sæson. Det er gennem årene ikke blevet nemmere at finde instruktører til de mange hold, og da flere er studerende, måtte det store program i hast ændres for at tage højde for de nye skemaer. Alt i alt er der tale om en række spændende tilbud, og afdelingsformanden Lene Bengtson håber naturligvis, at der vil blive run på de 19 tilbudte hold. Som følge af manglende plads i Gistruphallen holder langt de fleste hold fortsat til i gymnastiksalen på Gistrup skole. Hver mandag frem til sidst i marts bydes der først på gymnastik for piger i børnehave- og førsteklasserne inden der er Rope-skipping og redskabsgymnastik samt spring midt på aftenen. Tirsdag eftermiddag tilbydes der traditionen tro to hold med den stadig meget populære mor/far/barn-gymnastik men der bliver også tid til lidt sjov for 5-6 årige drenge samt step for henholdsvis begyndere og øvede. Endelig er der tirsdag også Aero-gymnastik i hallen, og den nyhed indeholder primært aerobic kombineret med salsa, work-out og callanetics samt afspænding med mere. På de kommende mange onsdage er der først gymnastik for piger på 2.-4.klassetrin og piger på 5 år inden der er spring samt "Sved på panden" og et herrehold for voksne gymnaster. Endelig indledes torsdagene med drengesjov for de 7-9 årige inden der er gymnastik ad to omgange for de 3-4 årige puslinge. Derefter er der endnu et springhold inden gymnastikugen slutter med et hold aerobic for unge piger/kvinder.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...