Musik

Klar til ny sæson i biografcafeen

Nye forpagtere fortsætter med levende musik i biografen i Lønstrup

LØNSTRUP:De nye forpagtere af biografcafeen i Lønstrup, Bo Karlsson og Jacob Ihn Hansen, har ikke ligget på den lade side, før de i går var så langt, at de kunne markere overtagelsen af den hyggelige café i vesterhavsbyen med en reception for venner, kunder og forretningsforbindelser. De to har overtaget for- pagtningen efter brødrene Jens og Rasmus Krohn, der har valgt at koncentrere sig om deres Café Chic i Hjørring. Der vil dog fortsat være et samarbejde mellem de to nye forpagtere og Café Chic. - Det er ikke blevet til meget søvn de sidste 14 dage, hvor vi har arbejdet med at gøre klar til åbningen, fortæller Bo Karlsson. Til gengæld er vi meget tilfredse med resultatet. De to nye forpagtere har hver især fået en gammel drøm opfyldt med forpagtningen af biografcafeen. Jacob Ihn Hansen er udannet kontorassistent, men sprang fra det job for at blive overtjener på Bøf & Vin i Jernbanegade. Bo Karlsson er uddannet køkkenassistent og har arbejdet som køkkenchef i varehuset A-Z. Han har sejlet som kok og i de sidste fire år har han arbejdet som salgteriarbejder i Hjørring. - Det er der ikke meget fremtid i, så derfor er det meget belejligt nu at kunne fuldende en drøm om at få foden under eget bord, fortæller han. Det vil også fremover være muligt at få både mad og drikke i biografcafeen, og traditionen med levende musik i cafeen fortsætter. Byens borgere og turister får også i år mulighed for at se Povl Dissing og sønner på scenen i den gamle biograf. Det sker i uge 29. Også Allan Olsen optræder i cafeen. Det sker i august. Allerede næste fredag går et kendt navn i cafeen på scenen. Det er Ronny Strøm, Frederikshavn, der netop nu er pladeaktuel. Biografcafeen holder åbent dagligt frem til 31. september.