Musik

Klar til nye huskoncerter

Ragnhild Kjølberg indleder den nye sæson på søndag

DORF:Koncertarrangør Ragnhild Kjølberg tager med start på søndag fat på endnu en sæson med kammermusik i Dorf gl. Skole. Det sker med et besøg af pianisten Frank Jarlsfelt, der byder på to af klaverhistoriens absolutte hovedværker. Det er Beethoven Hammerklaversonate og Liszts sonate i H-mol. - Både Beethoven og Liszt var fremragende pianister, og de to sonater er teknisk meget krævende, men ellers meget forskellige, bemærker Ragnhild Kjølberg. Frank Jarlsfelt er normalt kendt for sammen med violinisten Johannes Sø Hansen at udgøre Den Danske Duo, men han er også meget aktiv som solist og akkompagnatør. Han er uddannet organist og ansat ved Husum Kirke i København, og Frank Jarlsfelt har også tidligere været på koncertbesøg i den gamle skole i Dorf. - Jeg kan derfor godt love en fin musikoplevelse for nordjyske musikelskere og en god start på en lovende sæson med store musikere fra ind- og udland, siger Ragnhild Kjølberg. Den kommende sæson med huskoncerter i Dorf byder på ialt 14 koncerter, og efter åbningskoncerten på søndag er det 26. juni Duo GW, der kommer på besøg. Sommersæsonen kører frem til 4. september, men der bydes vanen tro også i år på en julekoncert. Det sker 18. december.