Klar til nye, stille dueller

EMNER 4. januar 2003 07:00

HJALLERUP: Turneringsledelsen med formanden for Hjallerup Bridgeklub Knud Aaen i spidsen er i denne tid i gang med at blande omkring 35.000 kort, der alle skal bruges søndag eftermiddag, når Hjallerup Bridgeklub følger traditionen og holder Nordjyllands største bridgeturnering i Hjallerup Idrætscenter med deltagelse af mindst 480 bridgeentusiaster. Der er til dato tilmeldt netop 480 deltagere, og derfor kommer nye tilmeldinger på ventelister. Der spilles nemlig i grupper af 12 par, som alle spiller 11 runder med tre spil i hver runde, og derfor skal der komme yderligere 24 tilmeldinger, inden man når op på 21 grupper og ialt 504 deltagere. Denne rekord nåede man sidste år, og bridgeklubbens formand holder derfor stadig døren åben for nye tilmeldinger til ventelisten indtil i dag, og Knud Aaen håber derved at kunne tangere rekorden. Foruden de mange spillekort skal der også ordnes meldekort til samtlige spillere. Man taler nemlig ikke sammen, når man spiller bridge, men viser sin melding med et meldekort. Det store arrangement starter lige over middag søndag og med en indlagt kaffepause midt på eftermiddagen regner man med at være færdig ved aftentid. Hvis de enkelte spillere ønsker at høre resultaterne, inden de går hjem, må de dog regne med at skulle vente til hen på aftenen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...