Klar til Open Air for tredje gang

Masser af aktiviteter og underholdning på Thorup Stadion

Igen i år er der gymnastikopvisning ved Open Air. Foto: Erik Sahl

Igen i år er der gymnastikopvisning ved Open Air. Foto: Erik Sahl

THORUP:Lørdag 16. juni er der Open Air på Thorup Stadion. Det er tredje gang, Thorup/Klim Boldklubs Støtteforening inviterer til heldags-fest. Et stort program er klar. Det går løs allerede fra midt på formiddagen, når der serveres gratis kaffe og rundstykker. Derefter går det slag i slag med bl.a. præmiewhist, gymnastik, håndbold, fodbold og petanque, fortæller Allan Kristensen fra støtteforeningen. Til gadefodbold regner arrangørerne med 15-20 hold med op mod 200 deltagere. Det er som sædvanlig tilladt at komme udklædte. I lighed med tidligere år vil elever fra V. Thorup Efterskole levere musikalsk underholdning. Til aften er der grillstegt okse med tilbehør. Hele to orkestre spiller op til dans. Først kommer The Hairlosers fra Aalborg, bl.a. med Beach Boys repertoire. Og aftenen slutter med Thy-bandet Tumbleweed, som bl.a. spiller 60’er og 70’er rock. Allan Kristensen understreger, at der er gratis entre til stadion hele dagen. Og børnene kan gratis tumle rundt i hoppeborgen. Overskuddet går til ungdomsarbejdet i Thorup/Klim Boldklub.