Klar til reformer
Lærerreformen fra 2007 har betydet urimelige mængder af detailstyring, og det undskylder børne- og undervisningsminister Christine Antorini og uddannelsesminister Morten Østergaard nu.
Jeg glæder mig over undskyldningen og opfordrer regeringen til at inddrage partiet i forhandlingerne om en ny reform. Jeg har stor respekt for politikere, der tør indrømme, at de har taget fejl. Så derfor vil jeg gerne give ministrene et klap på skulderen for dét. Politikerne på Christiansborg har detailstyret læreruddannelsen i alt for høj grad, og det giver altså dårlige resultater. Liberal Alliance har altid været fortalere for mere frihed til uddannelsesinstitutionerne, fordi vi tror på, at frihed og tillid gavner konkurrencen, idéudviklingen, vidensdelingen og dermed i sidste ende kvaliteten. Så det er dejligt med nye toner fra ministrene, og vi vil gerne opfordre regeringen til at tage os med i forhandlingerne om en ny reform. Vi er klar. Vi ønsker, at læreruddannelsen og universiteterne får et langt tættere samarbejde, så læreruddannelsen universiteternes stærke fag-faglighed kan kombineres med seminariernes tradition for at kombinere fag og pædagogik. Og så ønsker vi at skabe en karrierevej for lærerne. Lærere, der specialiserer sig i et område - for eksempel læsning eller idræt - skal have mulighed for at udbygge deres viden med studier på universitetet. De skal også kunne frikøbes fra undervisningen, hvis andre skoler ønsker at gøre brug af deres viden. Dygtige lærere, som tager initiativ og skaber gode resultater skal belønnes gennem anerkendelse, løn og mulighed for faglig udvikling
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.