Klar til samarbejde

Kommunen og fagbevægelsen er tæt på en aftale om sagsbehandling.

Ole Carlsen, LO håber på udvidet samarbejde med kommunen om de ledige. Arkivfoto: Hans Ravn

Ole Carlsen, LO håber på udvidet samarbejde med kommunen om de ledige. Arkivfoto: Hans Ravn

Nye forsikrede ledige, som der i øjeblikket er mange af, skal ofte igennem en jungle af registrering og udredning hos både deres a-kasse og på kommunens jobcenter. Det skulle gerne blive mere enkelt i fremtiden. LO og kommunen er blevet enige om en samarbejdsaftale, der skal inddrage a-kasserne i f.eks. de første kontaktforløb. - Der er ingen grund til, at både a-kasser og jobcenter skal lave de indledende kontaktforløb, siger formand for LO Hjørring, Ole Carlsen. LO har været modstander af, at staten nu har overdraget hele indsatsen for de ledige til kommunerne. Man frygter, at der slet ikke er fulgt nok ressourcer med. Derfor forsøger fagforeninger og a-kasser at blive inddraget i arbejdet. - Det vælter i øjeblikket ind med nye ledige. Det kræver en samlet indsats, hvis de skal videre og evt omskoles til andet arbejde, siger Ole Carlsen. Jobformidling Han forestiller sig også, at a-kasser og fagforeninger får en større rolle at spille i forhold til jobformidling. - Vi har den tætte kontakt til medlemmerne og virksomheder, siger Ole Carlsen. Ny formand for kommunens arbejdsmarkedsudvalg Ivan Leth(S) ser også frem til samarbejdet. - Det giver jo mulighed for at vi kan få frigjort ressourcer til andre ting, siger Ivan Leth, der mener, at samarbejdet med a-kasserne løbende kan udvikle sig.