Klar til showtime

75 børn er i aktivitet i skolernes efterårsferie

BRØNDERSLEV:"Klapperslangen får en chance for at more sig lidt". Der blev rappet en del i går på Skolegades Skole i Brønderslev. Der øves på livet løs på showtime, som er kulminationen på Brønderslev Kommunes efterårsskole. Omkring 75 børn er i aktivitet i denne uge, for at indøve det store show på torsdag i BASaren i Nørregade i Brønderslev. På Skolegades Skole er det stomp, der indøves. Instruktør er Linette Riber fra Aalborg, der til december slutter sin uddannelse på Nordjysk Musikkonservatorium. - Jeg har været i Brasilien i et år, for at spille sambamusik, og jeg har blandt andet deltaget i det store karneval i marts, fortæller Linette Riber. Hun instruerer børnene i, hvordan man kan spille på alt. De spiller på tomme kemikalietønder, murerbaljer, gamle håndvaske og meget mere. - Og så kan man selvfølgelig spille på sin krop, instruerer Linette Riber, altimens hun slår sin flade hånd mod munden. Og børnene er lærernemme. Hurtigt bliver der et orkester. De forældre, der er taget med bliver også sat i sving. - Man kan faktisk spille på alt, siger Linette Riber. På en losseplads er der masser af jern, man kan bruge som instrumenter. Fritids- og kulturkonsulent Inger Aarup-Kristensen kan glæde sig over, at stompen nu er kommet til Brønderslev. - Stomp har ikke været så udbredt her, mens det i Aalborg er meget populært. Linette Riber medvirke i Kulturnatten på Skråen. Børnene har nogle sjove dage med efterårs-aktiviteterne. - Det er sjovt at spille i orkester, synes otte-årige Maria Nørgaard, mens hun svinger trommestikkerne på den blå kemikaliedunk. Men der er meget andet end stomp, der er på programmet rundt om i Brønderslev. På Brønderslev Bibliotek øver en ægte stuntman David Hundebøll fra Aalborg, med en gruppe børn, der lærer tricks, som kendes fra f.eks. action-film. For de sangglade er der på Sct. Georgs Gården en gruppe, der lærer at synge som idolerne. Sportsdanserforeningen har indøvet hip-hop og streetdance med en gruppe børn, mens Jerslev-Sterup Idrætsforening har stået for showdance. Torsdag samles alle kræfterne så til den store finale - showtime. Showet vises to gange i BASaren i Nørregade for andre interesserede. Der vil være en del forældre, der skal se resultatet af børnenes aktiviteter.