Klar til skolestart

Ergoterapeuter gav råd om skoletasker, som små rygge kan tåle.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sanne Beich Laursen og Annette Olsen gav gode råd om ergonomi og skoletasker. Foto: Henrik Louis

Skolestarten står for døren for mange børn, og det betyder, at de skal have deres første skoletaske. Bog og Idé i Brønderslev havde i lørdags besøg af et par ergoterapeuter, som gav råd og vejledning til forældre og bedsteforældre, når det gjaldt køb af skoletaske. Gitte Melph, Aalborg, var i sommerhus med sin familie, og hun var en af dem, der fik rådgivning. Hendes datter, Caroline Melph Jeppesen, skal begynde i skole lige om lidt. - Tasken må helst ikke veje mere end 10-15 pct. af barnets vægt, sagde ergoterapeut Annette Olesen. - Det er også vigtigt at rydde op i tasken hver dag, sagde ergoterapeutstuderende, Sanne Beich Laursen. Det er tredje nye skolebarn, familien sender af sted. - Der var ikke så mange tasker, dengang jeg var ung, eller da de store skulle i skole, sagde Gitte Melph med et smil. Caroline Melph Jeppesen glæder sig til at komme i gang med at gå i skole, og hun fik lige præcis den taske, hun allerhelst ville have. Den havde også madkasse med afkøling i og gymnastiktaske. Annette Olsen har været med til at kommentere på en prototype til en skoletaske. Og det har betydning, hvordan tasken er og hvordan den passer til barnet, forklarer hun. - Den må ikke være bredere end barnets skulder, der skal være regulerbare stropper, der er brede og polstrede, og ryggen skal være polstret, fortæller Annette Olesen, der også uddelte råd til, hvordan tasken bedst pakkes, så barnet ikke skal slæbe mere end højst nødvendigt. Tasken skal ikke hænge for langt nede på kroppen, fortalte hun. - Det er ikke godt, så bærer man ikke med hofterne, som man skal. Mode i skoletasker I Bog og Idé oplever indehaver Kirsten Christensen ofte, at forældre fortæller, at børnene skal slæbe på ret mange bøger, så der ikke altid er plads nok i tasken. - Derfor skal man pakke tasken hver dag, siger hun. På den måde undgår man at komme til at slæbe bøger med, man måske ikke skal bruge den dag. Selv om det ergonomiske er vigtigt, så er taskens motiv og udseende meget vigtig for børnene. - I sidste ende er det motivet, der afgør det, konstaterer Annette Olesen. - Det betyder utrolig meget for børnene, fortæller Kirsten Christensen. Skoletaskemoden i år er meget lyserød og lilla til piger, mens drengene kan lide tasker med action, fodbold og star wars. Den første skoletaske er typisk beregnet til at kunne passe barnet fra 0. til 2. klasse.