Klar til vinteren

INGSTRUP:Forleden holdt Ingstrup Pensionistforening adventsmøde, som afsluttede rækken af årets arrangementer i Ingstrup Forsamlingshus. Man startede traditionen tro med andagt i Ingstrup Kirke. Derefter samledes de 64 deltagere til adventshygge i forsamlingshuset. Sognepræst Jesper Engholm læste op, og der var sang og musik. Før dette arrangement var der foredrag med Karen og Jakob Pedersen, der fortalte om en rejse til Island. Pensionistforeningen er klar med vinterens program, der byder på syv arrangementer med blandet indhold af foredrag, sang, musik og underholdning. Vintersæsonen afsluttes 4. april med den årlige generalforsamling. Formand for Ingstrup Pensionistforening, Ejler Ottov, oplyser, at medlemmerne allerede nu kan melde sig til forsommerens tur til Schwarzwald.