EMNER

Klart signal om at Martin fortsætter

Lang lejekontrakt blev underskrevet for fabrikken i Frederikshavn, da Martin Professional blev købt af amerikanske Harman

Fabrikschef Peter Høy fra Martins afdeling i Frederikshavn er klar til at fortælle de amerikanske ejere, hvor godt et køb de har gjort.	Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Fabrikschef Peter Høy fra Martins afdeling i Frederikshavn er klar til at fortælle de amerikanske ejere, hvor godt et køb de har gjort. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:De 240 ansatte på lysfabrikken Martin Professionals afdeling i Frederikshavn kan forvente, at de fortsat skal levere lys til alverdens koncerter og events.

Det siger fabrikschef i Frederikshavn Peter Høy, efter det onsdag blev offentliggjort, at virksomheden har fået nye amerikanske ejere.

Schouw & Co, som har ejet Martin Professionel siden 2001, har solgt selskabet til Harman International Industries, Incorporated, der blandt andet er kendt for at lave professionel lyd. Det er selskabet bag mærker som Harman Kardon, Infinity og JBL.

- Det betyder, at Harman kan være totalleverandører på både lys og lyd, og vi ser Harman’s overtagelse af Martin Professional, som en ny begyndelse for os i Frederikshavn, siger fabrikschef Peter Høy.

Martin beskæftiger i alt cirka 500 ansatte i Århus, Frederikshavn og England. Harman har omkring 13.400 medarbejdere og omsætter for 25 milliarder kroner.

917 millioner kroner

I forbindelse med salget af Martin for 917 millioner kroner er det aftalt, at Schouw & Co beholder de to fabriksbygninger i Frederikshavn og lejer dem ud til Martin.

- Vi kan se, at de nye ejere planlægger at fortsætte vores produktion i Frederikshavn, for de har tegnet en lang lejekontrakt på fabrikken på Niels Bohrs Vej. Så vidt jeg ved, er lejekontrakten på mindst 10 år, forklarer Peter Høy.

Men rutinerne bliver anderledes for de ansatte, forudser fabrikschefen,

- Vi skal i endnu højere grad være en innovativ fabrik, der er først med de nyeste produkter, som vi så skal levere langt flere af. Vi skal nok ikke lave flere produkter, men kadencen sættes i vejret.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.