Retspleje

Klarup-hærværk tæt på opklaring

Politiet tror på gennembrud i kirkesag

KLARUP:Sagen om sidste uges gravskænding på kirkegården i Klarup er muligvis tæt på en opklaring. Efter at Aalborg Politi i NORDJYSKE's fredagsudgave efterlyste tre lyshårede drenge, der blev set i nærheden af kirken omkring gerningstidspunktet natten til fredag i sidste uge, er der ifølge vicekriminalkommissær Ole Jensen kommet nogle interessante vidnehenvendelser. Så interessante, at politiet tror, at man står over for en snarlig opklaring af sagen, konstaterer Ole Jensen. - Et af vidnerne henvendte sig fredag aften til vores ekspedition og satte navn på to drenge, som skulle være dem, der har gjort det. Der er også kommet en henvendelse fra et vidne, som satte navn på én af de tre lyshårede drenge, vi har efterlyst i sagen, nævner vicekriminalkommissæren. Snarligt besøg Ole Jensen kan ikke umiddelbart oplyse, om den navngivne, lyshårede dreng svarer til en af de to udpegede gerningsmænd. Men under alle omstændigheder kan de nævnte drenge regne med besøg fra politiet en af de nærmeste dage. Som nævnt i fredagsavisen efterlyste politiet tre lyshårede drenge i 15-16-årsalderen, fordi en mandlig bilist klokken 05.15 den pågældende nat så dem stå og kigge ind på et hus på Klarupvej lige i nærheden af kirken. Drengene stod med hver sin knallert, og andre vidner har på hærværksnatten hørt uro og knallertlarm i området ved kirken. Gerningsmændene skændede 15 gravsteder, hvor der blev væltet ialt 20 gravsten. Flere af stenene fik skader, blandt andet i form af fugle, der knækkede af. Desuden blev der kastet en tom flaske spiritus gennem ruden ind til kirken. Politiet har indsamlet glasskår fra flasken, som viste sig at være en flaske græsk ouzo, der ifølge etiketten er købt i Tyskland. Skårene er sendt til teknisk undersøgelse for blandt andet fingeraftryk.