Klasse-sangerinder i Skalskoven

Lisa Ekdahl debuterer på den lille fede - Ana Johnsson og Kira tilbage

NIBE:Den svenske klassiker Lisa Ekdahl, landsmanden Ana Johnsson, der brød igennem med "We Are" fra filmen "Spiderman", amerikanske Beth Hart kendt fra duetten med Jacob Binzer "Wild Horses" og "Leave The Light On", danske Kira, og mandehørmerne Bikstok Røgsystem. Nye tilføjelser til Nibe Festivalens musikalske menu 27. juni til 2. juli, der byder på op mod 100 navne. - Lisa Ekdahl har vi ønsket os i mange år, og nu kommer hun så et år efter Nina Persson og resten af The Cardigans, konstaterer festivalformand Peter Møller Madsen. - Ana Johnsson er fremtidens svenske superstjerne. Ved siden af "We Are" har hun nået et stort publikum med "Dont"t Cry for Pain" fra "The Way I Am", og peger helt sikker fremad. Beth Hart er en sublim rock"n roller af stor international klasse, og medbringer sit band fra USA. Danske Kira and The Kindred Spirits har netop udgivet "This is not an Exit", og vender tilbage til Skalskoven efter en rimelig vellykket koncert sidste år, mens danske Bikstok Røgsystem i dag fredag ligger øverst på pladebutikkernes ugentlig salgsliste. - Helt fantastisk som det går dem. Det er "big party", som Peter Møller Madsen udtrykker det. Bigstok Røgsystem har udgivet debuten "Over Stok og Sten", der byder på "reggae-rap" inklusiv landeplagen "Cigar" skræddersyet til dansehaller. Andre offentliggjorte af tilsammen op mod 100 navne: Kashmir, Saybia, Peter Sommer, Big Fat Snake, Johnny Deluxe, Lars Lilholt band, Roben & Knud, The Loft, Niarn, Johnny Madsen, Juncker, Nik & Jay. Nibe Festivalen melder "snart udsolgt" på lux camp - camping i telt eller campingvogn på første klasse i festival-sammenhæng. Lux-campen byder på strøm, mere plads end på den store camp, morgenhygge med friske rundstykker leveret til døren, caféstemning, og toilet/ bad i en klasse for sig under en sådan begivenhed. 1. marts stiger prisen på partoutbilletter til den 21. Nibe Festival, der nu officielt varer i fire dage med start onsdag 29. juni, hvor nogle af de store navne går på scenen.