Klasseforskel i nederlag

Hajerne løb tør for luft efter pausen, og så kørte FC Midtjylland en sikker sejr i hus på 22-30.

Aalborg DH er sendt til tælling på grund af dårlig økonomi. Foto: Martin Damgård.

Aalborg DH er sendt til tælling på grund af dårlig økonomi. Foto: Martin Damgård.

Aalborg DH fik den værst tænkelig start på onsdagens hjemmekamp mod FC Midtjylland. Da der var spillet ti minutter måtte cheftræner Allan Heine således tage timeout ved stillingen 0-4. Ana Vojcic havde ellers lagt fint fra land i målet, hvor hun havde to flotte straffekastredninger, men der skulle gå 12 minutter, inden hajerne fik bolden i mål i den anden ende. Det skete, da et skud fra Dzenita Bajic ændrede kurs efter en parade. Herefter kom Aalborg DH bedre med, og da der var spillet små tyve minutter, var det FC Midtjylland, der måtte tage timeout ved stillingen 5-6. Herefter var det en tæt affære, indtil FCM skruede lidt op for gassen i slutningen af halvlegen, hvorfor de kunne gå til pause med en føring på 9-14. Klasseforskel efter pausen Det sikre greb om kampen blev ikke sluppet i anden halvleg, selvom hajerne fra Aalborg DH kæmpede godt for sagen. Efter ti minutter var stillingen 15-18, men tætter kom hajerne ikke. Der var ganske enkelt klasseforskel, og Aalborg DH kunne ikke stille noget op mod de midtjyske kvinder, som i angrebet gjorde præcis, hvad de havde lyst til. Det var derfor heller ikke ufortjent, at kampen endte med en udesejr på hele 22-30.