Klasser dannes med omhu

Samarbejde om skolestart gør overgangen blidere

HJØRRING:Alle skolerne i kommunen er for tiden godt i gang med at forberede de nye børnehaveklassebørn på overgangen fra børnehave til skole. Der har tidligere på måneden været sidste frist for indskrivning til skolerne, og om et par uger regner kommunen med at have et overblik over den ny årgang. På Muldbjergskolen er forberedelserne også i gang, og her lægger man stor vægt på samarbejdet mellem børnehaverne i distriktet, skolefritidsordningen og skolen. - Det er en stor overgang for børnene at begynde i skole, og vi prøver at gøre det så udramatisk for dem som muligt, fortæller bønehaveklasseleder Vita Andersen. En af de vigtige ting er klassedannelsen. Her lægger Muldbjergskolen vægt på at lave nogle klasser, hvor hvert barn kender nogen i forvejen. - Det er vigtigt, at barnet går i klasse med nogen, der bor i nærheden, så de kan lege sammen med deres skolekammerater i fritiden, understreger skoleleder Pernille Hovaldt. Samarbejdet betyder også, at børnehaveklasselederne kommer i børnehaverne og ser børnene i deres miljø, og i maj måned skal børnehavebørnene på besøg på deres nye skole. I juni bliver der en rigtig skoledag for de nye elever, og her kommer de også til at møde deres kommende dansk og matematiklærere. - Det gælder i det hele taget om at skabe en så tryg overgang som muligt for børnene, siger Vita Olsen. Muldbjergskolen er inde i en udvikling, hvor der er stor søgning til skolen. Tidligere var den ikke beregnet til at skulle have tre spor hvert år, men det ser den nu ud til at få hvert år, og skolestart 2005 er ingen undtagelse. En nybyggeri, der nu går ind i sin tredje fase, sikrer dog, at der er plads nok til alle eleverne.