Klassikerdag med fokus på Thomasine

Frederikshavn 22. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: I rammen på digterbordet på årets Klassikerdagsplakat sidder Marstrands ungdomsportræt af den smukke Thomasine Gyllembourg. Og det er hendes interessante og turbulente liv og det stærke, endnu levende forfatterskab, som Klassikerdagen på tirsdag, 24. september sætter fokus på. Thomasine Gyllembourg er et eksempel på, at det aldrig er for sent at begynde at realisere sig selv og sine drømme. Hun begyndte først at skrive, da hun var 54 år gammel, og da hun døde 30 år senere, i 1856, rummede hendes CV 29 litterære titler. De var, skrev hun selv: "Frugten af Livet, ikke af Lærdom". Thomasine blev som ganske ung gift med sin lærer, filologen P.A. Heiberg og blev mor til en af dansk dramatiks kendte skikkelser, Johan Ludvig Heiberg, der på sin side blev gift med den feterede skuespillerinde Johanne Louise Heiberg. Efter P.A. Heibergs landsforvisning for majestætsfornærmelse, blev Thomasine skilt og gift igen med den svenske baron Gyllembourg-Ehrensvärd - men det nye ægteskab kostede hende kontakten til sønnen Johan Ludvig for en tid. Thomasines romaner er hverdagsbeskrivelser fra guldalderens stuer, og hendes mest kendte bog hedder slet og ret "En hverdagshistorie". Den landsdækkende Klassikerdag den 24. september afvikles i et samarbejde mellem Danmarks Biblioteksforening og Samrådet for de litterære selskaber i Danmark med Det kgl. Bibliotek og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab som samarbejdspartnere. Lær dine klassikere at kende - og gå på biblioteket, så du kan blive klogere - på dig selv, Thomasine og alle de andre. dyhr

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...