Klassisk klaverkoncert i Dorf

Imorgen aften vil folk med interesse i klassisk klavermusik kunne høre en efter sigende meget dygtig pianist Nicolai Krog. Han er blevet bedt om at spille til Dorf gl. Skoles næstsidste sommerkoncert og har selv sammensat programmet til lejligheden. Han har valgt at spille alt lige fra Beethoven henover Liszt og Schumann. Den unge mand, der har rødder i det nordjyske, blev uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium og debuterede i 2000. Han har også studeret i Wien, Zürich og München og har turneret med det schweiziske orkester Nota Bene som solist. Derudover har han blandt andet optrådt i Tivolis koncertsal og Musikhuset i Århus med gode anmeldelser til følge.