Klassisk musik på museum

Skagen 1. juli 2003 08:00

SKAGEN: Torsdag aften er der lagt op til en spændende koncert på Skagens Museum med pianisten Anne Mette Stæhr, der byder på musik af blandt andet Ravel, Beethoven, Debussy og Schumann. Koncerten indledes med Maurice Ravel's "Ondine" fra Gaspard de la Nuit, efterfulgt af to nocturner af Tage Nielsen. Så følger blandt andet Ludwig van Beethovens "Sonate i C-dur opus 53" og Claude Debussy's "La chatédrale engloutie". Og koncerten slutter med musik af Robert Schumann, nærmere bestemt "Sonate i g-mol opus 22". Anne Mette Stæhr er et kendt ansigt i det nordjyske fra tidligere koncerter. Hun er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med videregående studier i Tyskland og Paris. Hun har markeret sig som solist, kammermusiker og akkompagnatør med et bredt repertoire. Hun optræder jævnligt med sangere som Marianne Rørholm og Helene Gjerris. Endvidere var hun fast ansat pianist ved Carl Nielsen International Flyte Competition i 2002. Anne Mette Stæhr har været solist med flere af de danske landsdelsorkestre i klaverkoncerter af blandt andet Mozart, Ravel, Tchaikovsky og Gershwin. Torsdag aften er turen kommet til Skagen, hvor Skagen Musik- og Teaterforening traditionen tro byder på spændende musik i sommerperioden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...