Klassisk musik serveret som show

Søren Pilmark er årets konferencier

FARSØ:Med Aalborg Symfoniorkester på podiet er der garanti for velklingende, klassiske toner - og med Søren Pilmark som solist og konferencier kan publikum være sikre på, at det også bliver rigtig underholdende. Det handler om nytårskoncerten, som Kulturelt Samråd i Farsø igen har fået til Dronning Ingrid Hallerne. Koncerten holdes fredag 20. januar, og billetsalget er allerede i fuld gang. Der er på nuværende tidspunkt solgt mindst 165 af billetterne, som kan købes mange steder i Vesthimmerland, blandt andet hos boghandlere. Nogle af billetterne bliver sandsynligvis foræret væk som julegaver. - Vi håber meget, at vi kommer op på at få solgt 750-800 styk, siger Edvin Heede, sekretær i Kulturelt Samråd i Farsø. Han er sikker på, at det med Søren Pilmark som konferencier og solist bliver en nytårskoncert ud over det sædvanlige. Den kendte skuespiller og entertainer vil dels præsentere de enkelte numre i sin egenskab af konferencier, og dels tage plads ved flyglet ind imellem. - Vi husker alle, da han for nogle år siden væltede koncerthuse verden over sammen med Per Pallesen, siger Edvin Heede forventningsfuldt. Efter pausen vil nytårårskoncerten udarte sig til en slags fægtekamp mellem Søren Pilmark og aftenens dirigent David Riddell, idet de vil stå for opførelsen af Beethovens Skæbnesymfoni. - Man kan dog tvivle på, om det drejer sig om den hele ubeskårede 5. symfoni, siger Edvin Heede og forsikrer: - Det bliver ikke højtravende musik hele aftenen. Som det tredje nummer finder vi "Mor er den bedste i Verden". Det bliver heller ikke kedeligt, når den kendte og elskede pianistinde Marikki Harjoitussunnitelmasta tager plads på klaverbænken ved flyglet. Lur mig, om ikke der gemmer sig en vis Søren bag det navn. Endelig bliver der også plads til sydamerikanske rytmer og Radetzky march i det meget varierede program. Det er omkring 15 år siden, Kulturelt Samråd i Farsø første gang hentede Aalborg Symfoniorkester til byen for at give en nytårskoncert. De første år var der ikke koncert hvert år, men siden 2000 har det været et årligt arrangement med svingende besøgstal.