Klassisk radio med bidrag fra regionerne

Aalborg Symfoniorkester skal være med til at fylde programfladen på Radio Klassisk.

Da Danmarks Radio nedlagde den klassiske musikkanal P2 på FM-båndet og flyttede indholdet over på DAB- og netradio, blev hullet udfyldt fra uventet kant. Den kommercielle station Radio 100 oprettede kanalen Radio Klassisk, som siden 1. november har sendt klassisk musik i æteren, indtil videre dog kun i Københavns- og Aarhus-området. Indholdet har hidtil været arkivmateriale, men efter nytår er det meningen, at der skal være en egentlig egenproduktion på programfladen. Den skal produceres i samarbejde med de fem landsdelssymfoniorkestre, blandt andet Aalborg Symfoniorkester. - Vi er ikke kommet i gang endnu, men meningen er, at vi selv skal optage koncerterne, eventuelt med en af vores egne musikere som radiovært, og så sende produktionerne over til Radio Klassisk, siger fungerende musikchef i Aalborg Symfoniorkester, Jan Kvistborg, Han ser frem til, at orkestret på denne måde får en ny platform at markere sig på, men erkender, at det ikke er optimalt, at stationen i Nordjylland kun kan høres via netradio. - Vi er blevet lovet, at der arbejdes på at udbrede kanalen til hele landet, siger Jan Kvistborg.