Klassisk rock i kirken

Brusch & Mikkelsen - violin og orgel tog dristigt livtag med en række af rockens klassikere. Arkivfoto
Musik 3. august 2007 06:00

KONCERT Retrorock v. Brusch og Mikkelsen # # # # ¤ ¤ Det er en meget spøjs ide, som de ville sige i en billig Bill & Ben-cowboyroman, men selv for to så dygtige og klassisk uddannede partiturmusikere som violinisten Jochen Brusch og organisten Sven-Ingvart Mikkelsen er det svært at skære en række af rockmusikkens udødelige numre ind til benet og samtidigt få dem til at leve rytmisk. Sæby Kirke var godt fyldt med mindst et par hundrede tilhørere, kunne deres udsendte rockanmelder konstatere, da Mikkelsen introducerede koncerten med at fortælle, hvorledes han og Brusch havde tilbragt mindst 20 år sammen i bilen på turné, men først for nylig havde fundet ud af at de nærede en fælles forkærlighed for 60’ernes store rocknavne, Procol Harum, Jethro Tull og The Doors. Lige som rigtige rockmusikere havde de nu indspillet et album og var på turné for at præsentere resultatet. Og indtog herefter deres pladser ved kirkeorglet over og bag publikum, der alle risikerede et alvorligt hold i nakken, hvis de med øjnene også ville følge duoens musikalske udfoldelser. Meget passende lagde vi ud med en række numre fra den britiske rockgruppe Procol Harum, hvis forkærlighed for tunge Bach-inspirerede orgeltemaer lå lige for. Åbningsnummeret ”A Whiter Shade Of Pale” blev spillet med overbevisende romantisk violinvibrato, mens kirkeorglet havde det svært og trak tempoet unødigt nede. Et kirkeorgel kan alt andet lige ikke spille så tight, rytmisk bevægeligt, spændstigt og præcist som en rockgruppe med el-bas og trommer . Der savnedes simpelthen en ordentlig bund. Det lod sig tydeligt høre i opfølgeren ”Beyond The Pale”, hvis oprindelige sprælsk, overgivne cirkusmusiktema her blev leveret underligt blodfattigt, rytmisk firkantet og usmidigt spillet. Rollefordelingen i duoen blev for tydelig. Orglet leger, at det er rockband, mens violinisten kan få lov at brillere som solist, og skønt nydeligt arrangeret var det mere kuriøst end givtigt at lytte til. Til gengæld var der meget at hente i ”A Salty Dog”, hvor en flot og dristig violinstemme fik løsrevet sig så meget fra forlægget, at den virkelig kom op at ringe. På samme måde svingede niveauet og nydelsen i afdelingen med Jethro Tull-numre. Ikke alt var overbevisende godt, skønt det var fermt arrangeret og dygtigt spillet. Brusch & Mikkelsens retrorock blev for langstrakt og distancerede sig i lange passager fra den jordnære, livsglade engelske folkemusiktone, der var gruppens særegne. Men igen... i ”Bourée” gjorde Jochen Brusch det glimrende på violinen, da han overtog og gjorde gruppens leder Ian Andersons berømmede fløjteglansnummer til sin i befriende løb, mens kirkeorglet måtte humpe astmatisk bagefter. Afdelingen med Paul Simon-numre forløb som en lang sammenhængende suite, hvor det kønne tema fra ”Scarborough Fair” indledte og afsluttede. Igen lå noget pænt for violinen, mens andet bare blev rytmisk kedeligt. Doors-klassikeren - den uvejrsdramatiske ”Riders On The Storm” blev derimod fornemt forløst, og her passede kombinationen violin og orgel nærmest perfekt. Og efter endnu et Doors-nummer - en rytmisk set gumpetung ”Touch Me” - rundede vi efter stående klapsalver af med ekstranummeret ”Strange Days” Retrorock er ikke lige oplagt cremefraiche for et garvet rockøre, der også har svært ved at forestille sig, at et klassisk trænet øre for alvor vil finde denne hybrid interessant. Spøjs og ekvilibristisk domineret, som musikken var. Men slut med brok - altså tre stjerner for det musikalske udbytte fulgt på vej af en fjerde bonusstjerne for at turde at kaste sig ud i dette eksperiment, som tydeligvis er båret af stor kærlighed til rockhistoriens klassikere. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk @Brød.9.note:{ Retro Rock, Jochen Brusch, violin, Sven-Ingvart Mikkelsen, orgel, Vendsyssel Festival, Sæby Kirke, onsdag aften.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...