Klassisk S-politik

BANKDIREKTØRLØN:Hvor er det dog et skingert kor af højtlønnede finansfolk, der nu lader deres alvorsfulde røst gjalde ud over det ganske land. Bankdirektørernes løn er nærmest blevet til en hellig ko. Det er der selvfølgelig ikke noget forkert i, set i disse menneskers optik, da de jo i overvejende grad tror på et marked der kan og vil regulere sig selv, altså et sundt marked. Desværre har det jo vist sig at markedet hverken kan eller vil dette, men kun opererer efter at optimere profitten, koste hvad det vil. Nu hvor det ser ud til at komme til at koste mere, end vi kan forestille os, skal vi så alle være med til at redde de selv samme banker. Ikke at finanssektoren bærer skylden alene. Nej de har været godt hjulpet på vej af en borgerlig regering, der har ødslet en lang økonomisk optur væk. Men når politikerne vil bruge 100 mia. af borgernes penge på at redde de selv samme grådige finansfolk, er det vil kun rimeligt, at der bliver stillet nogle krav til de der, i overvejende grad bærer skylden. Det tror jeg, at de fleste borgere i Danmark godt kan se er rimeligt, og det er ikke et udtryk for ”bodegapolitik” som damebladenes foretrukne bløde erhvervsmand, Asger Aamund kalder det. At Helle Thorning-Schmidt bringer bankdirektørernes løn i spil, er god klassisk socialdemokratisk fordelings politik. De bredeste skuldre skal bære den største byrde. Og en smule mådehold ville klæde de herrer direktører, der er medvirkende til at verdenssamfundet står overfor den største krise, siden krakket på Wall Street. Og lur mig om ikke de samme direktører vil kræve mådehold af de almindelige lønmodtagere i Danmark, når/hvis denne finanskrise slår igennem på kommunernes skatteudskrivningsgrundlag, med afskedigelse af medarbejdere og dårligere service til borgerne som følge. Det kan kun gå for langsomt med at få en ny regering. Socialdemokraterne ”kan, hvis vi vil” Lad os hurtigst muligt vise at, det vil vi.