Klassiske perler i Margrethekirken

{ AALBORG: Søndag 3. juni kl. 13 er der koncert i Margrethekirken med ensemblet De 3 Fløjter. Der bliver lejlighed til at høre nogle af den klassiske musiks mest elskede temaer på en ny inspirerende måde. De 3 Fløjter spiller arrangementer af bl.a. Tryllefløjten, Meditation fra operaen Thäis og Carmen af Bizet. Trioens særkende er kombinationen af den sjældne og imponerende bas-tværfløjte, alt-tværfløjten og den almindelige tværfløjte, der tilsammen åbner for en smuk klangverden og livsglad atmosfære. De 3 Fløjters repertoire dækker den klassiske musikhistorie bredt, men fælles for de valgte værker er, at den gode fortælling og melodi er i centrum.