Klassiske talenter skal frem i lyset

Unge musikere dyster på musikskoler

AALBORG:Unge, klassiske musikere får mulighed for at vise deres talenter og komme et skridt videre i deres musikalske karriere, når musikskolerne i Aalborg, Hjørring og Skørping afholder en talentkonkurrence i samarbejde med Nordjysk Musikkonservatorium, Aalborg Symfoniorkester og Nordjyllands Amts musikudvalg i april. Det er niende gang, der afvikles talentkonkurrence for unge musikere mellem 11 og 20 år, og konkurrencen er åben for alle børn og unge i amtet. Formålet er at sætte fokus på de klassiske talenter, og konkurrencen er en slags klassisk pendant til band battle, der afvikles for unge på den rytmiske musikscene. - Musikskolerne er den klassiske fødekæde til musikuddannelserne, forklarer lederen af musikskolen i Aalborg, Annelise Ravn, der nævner Musikalsk Grund Kursus (MGK) og musikkonservatorierne som aftagere af de dygtige elever fra musikskolerne. Talentkonkurrencen er altså en mulighed for at prøve sig selv af, og elevene forbereder sig målrettet mod begivenheden. - Eleverne vil gerne spille foran publikum og have en bedømmelse af, hvor de står. Der er en hel del talenter, der bruger meget tid på den klassiske musik, siger Annelise Ravn, der fortæller, at den nordjyske konkurrence har dannet forbillede for andre lignende konkurrencer i landet. Tilmelding til talentkonkurrencen skal ske til amtsmusikudvalget senest 1. marts. De to indledende konkurrencer finder sted i Skørping og Hjørring henholdsvis 15. og 16. april. Finalen foregår på Nordjyllands Kunstmuseum 24. april. I de indledende runder findes to finalister i hver af aldersgrupperne 11-15 år og 16-20 år inden for hver af de tre grupper: sangere og organister, øvrige instrumentalister og ensembler. I de indledende runder bliver deltagerne bedømt af professionelle musikere og musikpædagoger, mens juryen til finalen sammensættes af repræsentanter for konservatoriet, symfoniorkestret samt statens amatørmusikkonsulent. To vindere får 7.000 kr., men der er to andenpræmier på 3.500 kr. Præmierne skal bruges til at dække udgifter i forbindelse med det fortsatte arbejde med musikken. Øver i timevis Den 22-årige pianist Marie Kristine Løkke, Aalborg, er et levende bevis på, at musikskolernes undervisning kan føre til optagelse på musikkonservatoriet. Marie Kristine Løkke vandt talentkonkurrencen for to år siden og er i dag studerende på konservatoriet i Aalborg. Allerede i 2. klasse begyndte hun at spille klaver, og i 4. klasse begyndte hun på musikskolen i Brønderslev. Der blev hun så dygtig, at hun var i stand til at blive optaget på Musikalsk Grund Kursus i Hjørring, hvor hun fik undervisning samtidig med, at hun gik i fire-årigt gymnasium. Marie Kristine Løkke giver sin MGK-lærer Birgitte Zielke en stor del af æren for, at hun blev optaget på konservatoriet i 2002, kort tid efter sejren i talentkonkurrencen. - Man sætter sig virkelig op til sådan en konkurrence og vil gøre sit bedste. Man skal være rimeligt stærk psykisk, når man skal præstere foran så mange mennesker, men det er også rart, især bagefter, siger Marie Kristine Løkke, som i dag øver fem-seks timer om dagen udover undervisning i blandt andet musikhistorie og hørelære på konservatoriet. Der er ingen lette genveje, hvis man vil nå langt med musikken, understreger hun. - Det kan ikke lade sig gøre, hvis ikke man yder temmelig meget, siger den unge pianist, som gerne vil undervise, når hun er færdig med sin uddannelse.