Klaus Riskær Pedersens parti skifter navn til Borgerlisten

Partiet Klaus Riskær Pedersen kom ikke i Folketinget ved valget i juni. Nu ændrer det navn til Borgerlisten.

Klaus Riskær Pedersen kunne ikke få sit parti af samme navn valgt ind i Folketinget 5. juni. Nu skifter partiet navn til Borgerlisten. (Arkivfoto)

Klaus Riskær Pedersen kunne ikke få sit parti af samme navn valgt ind i Folketinget 5. juni. Nu skifter partiet navn til Borgerlisten. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Partiet Klaus Riskær Pedersen er historie.

I hvert fald under det navn. Nu ændrer partiet navn til Borgerlisten.

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse fra partileder Klaus Riskær Pedersen.

Borgerlisten vil i det nye år gå i gang med at indsamle vælgererklæringer med henblik på at blive opstillingsberettiget.

Navneændringen er ifølge partiet godkendt af Valgnævnet.

Partiet Klaus Riskær Pedersen fik ved folketingsvalget 5. juni 0,8 procent af stemmerne.

Dermed var der et stykke op til spærregrænsen på 2,0 procent, og partiet kom altså ikke ind i Folketinget i første forsøg.

Efter valget meddelte den kendte erhvervsmand ellers, at kampen var slut for hans parti.

Men i oktober skiftede han mening. Til Politiken sagde Riskær Pedersen, at han ville forsøge at komme i Folketinget igen.

- Jeg meddeler nu, at jeg trækker tilbage, at jeg ikke ønsker at genopstille. Så længe vi er opstillingsberettigede, så genopstiller vi.

- I det nye år vil jeg stille og roligt tage stilling til, om vi skal begynde at samle vælgererklæringer igen og hvordan, sagde han til avisen.

Formelt har partiet status som opstillingsberettiget indtil august 2020. På det tidspunkt vil det være 18 måneder siden, at Partiet Klaus Riskær Pedersen fik Indenrigsministeriets tilladelse til at stille op til Folketinget.

Det kræver lidt over 20.000 vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget.

- Borgerlisten inddrager ud over Klaus Riskær Pedersen ti andre borgere, der står sammen om partiets rødt-konservative værdigrundlag og politiske pejlemærker inden for blandt andet klima, skat og velfærd.

- Borgerlisten er rød viljestyrke men borgerlig ansvarlighed, skriver partiet i pressemeddelelsen.

Til netmediet Altinget siger Riskær Pedersen, at Borgerlisten peger på en blå statsministerkandidat. Men om det så er Venstres Jakob Ellemann-Jensen, ved han endnu ikke.

- Jeg har ikke mødt ham. Jeg ved ikke, hvordan han agerer, hvilken linje han lægger og så videre. Men vi har et konservativt værdisæt, så det bliver en blå statsministerkandidat.

- Det er ikke nok, du er formand for Venstre. Det er også måden, du er formand på, der er afgørende, siger Riskær Pedersen til Altinget.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.