Musik

Klaverets Renoir

Klassisk musik Nicklas Sivelöv, Aalborg Kammermusikforening # # # # # # Det Kongelige Musikkonservatoriums nye klaverprofessor, Niklas Sivelöv, gæstede for anden gang inden for en måned landsdelen, denne gang i Aalborg Kammermusikforenings regi. Ligesom ved Dorf-koncerten i december var det Beethovens opus 111 og Schumanns "Concert sans Orchestra" opus 14, der stod i centrum, samme pianist og samme værker, men alligevel blev denne koncert en helt anderledes oplevelse. Steinway-flyglet gav værkerne en dybere og bredere klangbund, som den levende efterklang i Kunstens store udstillingssal rundede af med en ekstra aura. Ligesom i Dorf blev Schumanns ungdomsværk den helt store oplevelse. Værket er tænkt som en solokoncert, hvor pianisten på samme tid fungerer som solisten og det akkompagnerende orkester, hvilket unægteligt stiller store krav til udøveren. Sivelöv er i kraft af sin fabelagtige teknik ikke blot i stand til at blotlægge værkets strukturer, han gør det også med et usvigeligt sikkert musikalsk overskud og en transparens i flygelklangen, som forfører og betager. De mange lag af melodiske linier, rytmiske eruptioner og harmoniske nuancer, alt bliver i Sivelövs hænder sammenfattet og omdannet til en strøm af klangfarver i konstant bevægelse, som en Renoir, der maler sine billeder i tiden og rummet. I sin sidste tosatsede klaversonate blotlagde Beethoven hele sin musikalske verden, første satsens stædige kamp med stoffet - i mol, og den smukke og enkle variationssats i dur, der gennemlever forskellige stadier af væren, inden den klinger ud i rent lys. Beethoven viste her sin unikke forståelse for flyglets særlige klang, på trods af sin totale døvhed, og det er klangen, der alene kan forløse værket, sådan som Sivelöv gjorde det her. Koncerten indledtes med tre små præludier og fugaer fra Bachs "Wohltemperierte", og her stod den syngende fuga i c-mol og Cis-durens med sin dansante elegance allersmukkest. Sivelöv gav som ekstranummer en improvisation over "Ach, Värmeland, du sköna", denne gang helt anderledes end i Dorf for en måned siden, en formfuldendt musikalsk pastel, der blev til i øjeblikket. Denne gang blev den dog fastholdt af DR, der var på pletten med mikrofonerne, så måske den kan genhøres på dr.dk/P2koncerten en af dagene sammen med resten af koncerten. Det være hermed varmt anbefalet. Tore Mortensen kultur@nordjyske.dk Bach, Beethoven, Sivelöv, Schumann Nicklas Sivelöv Aalborg Kammermusikforening, Kunsten Fredag aften