Klaverkoncert med russisk tema

Chefdirigent Rumon Gamba står igen i spidsen for Aalborg Symfoniorkester, der onsdag aften 26. oktober tager publikum med på rejse i russisk musik.

Chefdirigent for Aalborg Symfoniorkester Rumon Gamba tager onsdag aften publikum med på rejse i russisk musik. Arkivfoto: Michael Bygballe
Musik 25. oktober 2011 06:00

Programmet byder på musik af Glinka, Rachmaninov og Tjajkovskij, og det er Rumon Gambas anden koncert i rollen som chefdirigent for Aalborg Symfoniorkester. - Russisk musik går altid direkte i hjertet, synes jeg, og jeg ser denne koncert som en fantastisk måde at bygge videre på det gode forhold og den emotionelle forbindelse, der blev etableret mellem orkestret, publikum og jeg ved koncerten 22. september, udtaler Rumon Gamba i en pressemeddelelse. - Jeg var meget begejstret for orkesteret og for publikums modtagelse af mig i min første koncert som chefdirigent. Jeg ser meget frem til at præsentere det nordjyske publikum for Sergio Tiempo, der er en vidunderlig pianist, og det er fantastisk at arbejde med dygtige solister som ham, hvor musikken naturligt strømmer ud, forklarer chefdirigenten. Også Aalborg Symfoniorkester er begejstrede for at have Rumon Gamba tilbage ved endnu en koncert. - Det er en stor glæde at se den store energi og entusiasme, han udstråler - både under prøverne, men også under selve koncerten, som publikum ved hans debutkoncert som chefdirigent også vil kunne bevidne, siger fungerende musikchef Jan Kvistborg. Programmet ved onsdagskoncerten byder på Rachmaninovs klaverkoncert nr. 2 og Tjajkovskijs 3. symfoni samt på en ouverture af Glinka. Dagen efter koncerten i Aalborghallen, opføres den i Herning 27. oktober. drit

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...