Kleener kløjs i det

En løgn, en uregerlige sæk lopper og en tillidstvist kostede Kleener posten som formand for DR

Øjenlægen Jørgen Kleener er en livsnyder. Sådan én der ryger pibe og plukker svampe. Sådan én som er musikalsk, filminteresseret, venlig og lydhør og af de fleste betegnes som et overskudsmenneske. Som på trods af en lille løgn på tv søndag aften - beskrives som et hæderligt, ærligt menneske, der er respekteret af selv de fjerneste politiske fjender. Måske er det også derfor, at DR-formanden har haft svært ved den sidste uges stormvejr i Gyngemosen – med ham selv i rollen som skurk. Manden, der koldt og kynisk smed DRs generaldirektør på porten. Overskuddet svigtede - og Kleener gav op. - Jeg har brugt to år af mit liv på at slås med Nissen. Nu gider jeg ikke mere, sagde han til sin egen tv-station i aftes, Øjenlægen Kleener er ikke vant til åbenlyst at kæmpe i forreste række og håndteringen af fyringen af generaldirektør Christian Nissen gav formentlig langt mere genlyd end han nogensinde havde forestillet sig. Afskedigelsen er i den forløbende uge blevet kaldt alt fra uprofessionelt bestyrelsesarbejde, politisk spin i særklasse til en partipolitik henrettelse. Og det har formentlig ikke huet Kleener. Både som tidligere formand for Radiorådet og som formand for DRs bestyrelse har han nemlig holdt strengt på, at rivegilder ordnes for lukkede døre. Aldrig på forsiden af aviserne. På Christiansborg fortæller kilder, at der formentlig er tale om, at Kleener har forsøgt at dysse sagen ned – "gyde olie på de politiske oprørte vande". Sådan er han nemlig. Og måske netop derfor fandt han på den fatale løgn i DR-programmet Deadline – hvor han pure nægtede at have orienteret socialdemokratiets formand Mogens Lykketoft forud for fyringen af Christian Nissen. Der skulle ikke bages politiske rævekager på Nissens fyring. Ingen politik, tak Da Jørgen Kleener tiltrådte som formand for halvandet år siden, lovede han i sin tiltrædelsestale medarbejderne i Søborg, at DRs bestyrelse aldrig måtte blive en politisk kastebold. Kleeners politiske med- og modspillere i bestyrelsen beretter om en formand, der netop har gjort alt det mulige i denne verden for at afpolitisere DRs bestyrelse til trods for, at de ti medlemmer ved konstitueringen for halvandet år siden fik overdraget det overordnede programansvar. Han har efterfølgende kaldt sin egen bestyrelse i DR "for en sæk lopper" som i tide og utide har haft travlt med at "trutte i deres egen trompet" med beskyldninger om alt fra, at Irakkrigen blev dækket i "et rødt skær" til hvilken partifarve deltagerne i blandt andet quiz-programmet a-HA skal have. Både fra højre og venstre fløj i bestyrelsen beklages Kleeners beslutning om at gå. Til trods for de alfaderlige irettesættende udtalelser til "lopperne" i bestyrelsen og weekendens løgn er der nærmest endeløs bred opbakning. Selv fra bestyrelsesmedlemmer som Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef, der sammen med Kleeners egen partifælle i Venstre, Karsten Madsen, offentligt har været på kant med Kleener, lyder det, at tilliden til den afgående formand er intakt. Ligesom SFs Thorkild Ibsen, der har haft travlt med at kritisere fyringen af Nissen, kalder ham det bedste bud på en borgerlig formand – "når det nu skal være".