Klejtrup IF varsler ny herregårdskoncert

- Jeg vil næsten gå så vidt som at sige, at det kan vi ikke gøre bedre! Jon Pugholm, formand for børne- og kulturudvalget i Møldrup Kommune og medlem af bestyrelsen i Klejtrup IF var en glad mand dagen efter, at Herregårdskoncerten på Lynderupgaard var overstået. Med 5100 betalende koncertgæster, der lå og svalede sig på græsset foran godset, mens Kurt Ravn krængede sin stemme ud eller Anne Linnet for første gang optrådte med et symfoni-orkester, gav koncerten en del kroner til idrætsforeningen i Klejtrup. - Vi får overskud, men ikke lige så meget som sidste år, forklarer Jon Pugholm. Forskellen skyldes, at arrangørerne i år betalte omkring 100.000 kroner til en storskærm, og at der var 200-300 færre gæster i forhold til sidste år. - Gæsterne var glade for storskærmen. Så den vil også komme næste år, hvor vi håber på igen at afholde koncert i de ideelle omgivelser. For at minimiere udgifterne til storskærmen, oververjer arrangørerne fremover at bringe reklamer på de 35km2. - Men det er en balancegang. Jeg er allerede træt af reklamer i fjernsynet, og det skal ikke blive til et stort reklameshow, der bliver en pestilens for gæsterne, vurderer Jon Pugholm.