EMNER

Klematis i himlen

?Jeg har en meget gammel klematis, der var her, da vi flyttede ind for 23 år siden. Vi har så efterhånden bygget en terrasse op omkring den, og nu er terrassen også overdækket og lukket i siderne, men planten trives i bedste velgående med det, og den blomstrer meget flittigt i juni/juli og august. Når den er på sit højeste, er den meget flot og prangende, har sat grene med blomster langs under taget ca. et par meter ind i rummet. Nu er spørgsmålet. Kan jeg klippe den så langt ned som 20 cm.? Jeg klipper alle de visne tynde grene ned, og det gør jeg som regel ved juletid, for i milde vintre begynder den med at sætte nye skud allerede omkring nytår. Den har jo en stamme forneden med en diameter på ca. 2,5 til 3 cm. Men de nye skud løber jo opefter, og så er den bar på det nederste stykke (ca. 40-50 cm). I øvrigt tak for nogle gode havesider. Dorthe Madsen !Man kan jo aldrig give 100 procent garanti, når det drejer sig om gamle planter, men også efter udsagn fra et par klematisproducenter jeg har spurgt, er svaret ja. Du kan godt klippe planten ned til 20 centimeter over jorden. Hovedblomstringsperiode for din klematis er juli til september, hvilket vil sige, at den tilhører det, der kaldes gruppe tre. Denne gruppe skal typisk først vokse med nye skud 1-2 meter, inden de blomstrer, idet blomsteranlæggene dannes i den nye tilvækst i løbet af sommeren. Hvis du bare lader den vokse videre, vil blomsterne derfor komme højere og højere op på planten. Du skal altså skære sidste års tilvækst ned til 10-20 cm's højde over jorden. Du kan beskære i det meget tidlige forår, januar til marts og skal altså gøre det hvert år, hvis blomsterne ikke skal hænge i himlen. Lars Lund