Klichébokseren

Kurt Thyboe - 70 år søndag.Foto: Scanpix

Kurt Thyboe - 70 år søndag.Foto: Scanpix

¤Kurt Thyboe, journalist, forfatter og gøgler, fylder søndag 70 år. Kurt Thyboe er i de senere år nok bedst kendt for sin tid som boksekommentator på TV3, men han har gennem sin karriere charmeret og forarget folk med sine klichéfyldte skriverier uden smålig skelen til klassiske journalistiske idealer. Kurt Thyboe har derfor skulle bokse med, at "konventionelle" journalister ikke forstår, hvad han vil med sine floskelfyldte heltefortolkninger af Mohammed Ali, Peter Belli og Michael Laudrup, der i øvrigt ifølge fødselaren spillede fodbold "som var han iført smoking". Efter at Kurt Thyboe i 1960'erne blev uddannet journalist på Aalborg Stiftstidende, arbejdede han på BT's og Politikens sportsredaktioner, inden han som chefredaktør på Ugens Rapport bidrog til det lumre blads succes i årene omkring 1980. I 1980'erne nåede han en årrække på Billed-Bladet, inden han tog en pause fra det journalistiske og koncentrerede sig om den smørrebrødsbutik, som han og konen Marianne åbnede i Grønnegade i det indre København. Ved indgangen til 1990'erne var Kurt igen parat til at bokse med tasterne, og han nåede at være sportsredaktør på Ekstra Bladet, inden han i 1991 fik tjans som boksekommentator på TV3 og senere TV1000. Familien Thyboe flyttede senere til Barcelona, hvorfra Kurt stadig arbejder som freelancejournalist og kommentator. De senere år er det blandt andet blevet til en selvbiografi, hvori han beskriver et distanceret forhold til sin mor, faderens manglende anerkendelse og broderens og sønnens dødsfald. Den provokerende skribent er ifølge ham selv og på trods af flere sygdomsforløb de senere år stadig "a strong guy", og han passer ivrigt sin blog om "duellen i solen", arvefjendeopgøret mellem Barcelona og Real Madrid. Men konkurrencen er blevet hård derude grundet den talentfulde journalistiske ungdom. Så til marts drager Kurt Thyboe på danmarksturné med et nyt påfund - et onemanshow, hvor han synger og læser højt. Han er nemlig "i en alder af 70 blevet gøgler". /ritzau/