Børnepasning

Klim Kirke fyldt til julegudstjeneste i børnehøjde

KLIM:Der var fyldt godt op på bænkene, da sognepræst Gitte Kibsgaard-Vester holdt julegudstjeneste for den lokale børnehave og dagplejerne. Godt 100 børn og voksne havde fundet vej til kirken, hvor de mange børn og voksne deltog aktivt i indgangsbønnen. Julegudstjenesten i børnehøjde er et fast tilbagevende aktivitet i kirken. Senere fortalte Gitte Kibsgaard-Vester juleevangliet ledsaget af enkle tegninger vist på kirkens hvide væg. Væggen blev også brugt til at vise teksten til dagens salmer. Thorup/klim Børnehave deltog i gudstjenesten med 38 børn og ni pædagoger, og fra dagplejen var mødt omkring 30 børn og godt 40 voksne, der efter gudstjenesten nød risengrød i byens forsamlingshus. Børnehaven skal mandag til julefrokost på Klim Kro, hvor der også skal danses om juletræet.