EMNER

Klim Landsbyforening stemmer dørklokker

Lørdag 26. januar går 30 borgere på gaden for at hverve nye medlemmer

KLIM:Klim Landsbyforening er kommet godt fra start efter fusionen mellem Klim Forsamlingshus samt Klim Håndværker- og Borgerforening. Ved det stiftende møde i november 2007 mødte godt 80 lokale, og der blev nedsat en bestyrelse på 10 personer samt en række udvalg. Lørdag 26. januar går bestyrelsen med hjælpere i aktion for at tegne nye medlemmer til foreningen. - Vi besøger alle private husstande for tegne nye medlemmer til Klim Landsbyforening, og vi besøger alle lokale erhvervsdrivende med henblik på tegning medlemmer til en erhvervsklub, fortæller Dorte Krogh. Hun er sekretær i foreningen. Bestyrelsen har forsøgt at prioritere alle nødvendige, ønskelige og optimale forbedringer i forsamlingshuset, der danner basis for foreningen. - Det er en rigtig stor omgang, hvis alt skal laves eller være perfekt. Men bestyrelsen tror på sigt, at det kan lade sig gøre, fastslår Dorte Krogh. Det mest nødvendige er allerede udført. Taget er tætnet og kan efter bestyrelsens bedste overbevisning klare et par vintre mere. Samtidig er der isoleret over toiletterne. - Disse forbedringer kunne vi klare uden udgifter for foreningen. Alle materialer er sponserede, og vi sørgede selv for at levere arbejdskraften. Bestyrelsen er sammensat således: Formand Niels Agesen, næstformand Ole Christiansen, kasserer Dorte Lukassen, sekretær Dorte Krogh, Allan Pedersen, Otto Kjær Larsen, Frederik Christensen, Christian Schmidt, Jens Chr. Nielsen og Aksel Jensen.