Klimachef tvivler på aftale

KØBENHAVN:Forhandlingerne om en afløser for Kyoto-protokollen går så langsomt, at der muligvis ikke kan indgås en aftale på topmødet i København i december. Det er FN's klimachef, Yvo de Boer, der slår alarm efter en uges næsten resultatløse konsultationer mellem verdens lande i Bonn. - Hvis vi fortsætter i dette tempo, er det ikke sikkert, vi når en aftale i København, siger han. De 2400 embedsmænd og andre delegerede i Bonn har forsøgt at luge ud i den helt uhåndterlige skitse til en aftale. Teksten er svulmet op til over 200 sider, og der er omkring 2500 af de såkaldte skarpe parenteser, der markerer uenigheder mellem landene. - Der er gjort fremskridt på nogle områder. Ting kan gøres mere simple, men i en proces som denne er intet vedtaget, før alt er vedtaget. Vi har brug for mere tid til at komme gennem hele teksten, siger Yvo de Boer. Bonn-mødet skulle være en vigtig trædesten mellem sidste måneds G8-møde i Italien, hvor verdens rigeste lande enedes om at ville begrænse den globale opvarmning til to grader, og den næste runde FN-forhandlinger i Bangkok 28. september til 9. oktober. Yvo de Boer peger på, at mange ulande mener, at G8-landene ikke skal sætte verdens klimadagsorden, som de gjorde i Italien. Hertil kommer, at mange af de små sårbare ø-nationer anser to gradersmålet som for svagt, fordi det vil medføre, at "et antal østater forsvinder", når havene stiger, pointerede han. Ifølge Greenpeace har en række lande i Bonn bevidst neddroslet forhandlingstempoet. - Lederne fra de rige lande - som Obama, Merkel og Sarkozy - har ikke vist det lederskab, de har lovet, siger Martin Kaiser fra Greenpeace International./ritzau/dpa