Klimakommune og 3. Limfjordsforbindelse

Paul Rode Andersen
SF Frederikshavn
Ved at gøre den kollektive gods- og persontransport mere attraktiv, bliver en tredje Limfjordsforbindelse overfløddiggjort, mener SF Frederikshavn. arkivfoto
Naturvidenskab 1. april 2008 06:00

UDVIKLINGSPLAN: SF kommentarer til Den Regionale Udviklingsplan. Frederikshavn har lagt billet ind på at være en grøn klimakommune, som bygger på vedvarende energi og sætter bekæmpelsen af CO2-forureningen i højsædet. Det er derfor paradoksalt, at Byrådet kan tilslutte sig forslaget om en 3. Limfjordsforbindelse i Den Regionale Udviklingsplan. En 3. Limfjordsforbindelse vil med usvigelig sikkerhed øge privatbilismen, som er den største kilde til CO2-forureningen. En politik, som forener ønsket om at være en grøn klimakommune, skal derfor gribe problemet med flaskehalse omkring Limfjorden helt anderledes an. Visionen må være at få godstransporten sat på skinner, og det opnår man ved at anlægge et nyt jernbanespor i Vendsyssel og ved målrettet at gøre godstransport konkurrencedygtigt med lastbiltransporten. Tilsvarende skal det gøres attraktivt for pendlere og andre privatbilister at benytte kollektiv transport. Lave priser, høj kvalitet samt hyppige og præcise afgange er alle parametre, der bør tages i betragtning, når det skal overvejes, hvorledes den kollektive trafik skal tilegne sig en konkurrencefordel. SF forestiller sig ikke privatbilismen, som er et effektivt og fleksibelt transportmiddel, afskaffet. Privatbilismen er kommet for at blive. Men ved at gøre den kollektive gods- og persontransport mere attraktiv vil behovet for en 3. Limfjordsforbindelse blive overflødiggjort, og samtidig vil den nordjyske region have ydet sit bidrag til at bekæmpe drivhuseffekten, et bidrag som ligger i smuk forlængelse af visionen om at gøre Frederikshavn til en klimaby.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...