Klimatjeneste: Juli var varmeste måned nogensinde målt

Juli bød på varmerekorder flere steder i det vestlige Europa. Globalt var det varmeste måned nogensinde målt.

Den forgangne måned, der blandt andet bød på intens hedebølge i Vesteuropa, er globalt set den varmeste, der nogensinde er registreret.

Det oplyser EU-klimatjenesten Copernicus Climate Change Service.

Juli var lige nøjagtig varmere end den hidtidige rekordmåned, juli 2016.

På verdensplan var temperaturen i juli 0,56 grader over gennemsnitstemperaturen i juli fra 1981 til 2010. Den var 0,04 grader varmere end juli 2016, som hidtil var varmeste måned nogensinde målt.

- Juli er traditionelt årets varmeste måned på kloden.

- Ifølge vores data var det også den varmeste måned, der nogensinde er registreret globalt set - med en meget lille margin, siger Jean-Noel fra Copernicus Climate Change Service.

- Med den fortsatte udledning af drivhusgasser og dens effekt på globale temperaturer vil rekorder fortsætte med at blive slået, tilføjer han.

En hedebølge i det vestlige Europa førte sidst i juli til varmerekorder i flere lande - heriblandt Belgien, Frankrig og Tyskland. I Frankrig blev der målt 46 grader i byen Verargues, hvilket slog den hidtidige rekord på 44,1 grader.

Alle måneder i 2019 indtil videre er i top-4 over de varmeste af de respektive måneder. Juni var den varmeste juni nogensinde målt.

Copernicus Climate Change Service oplyser, at den meget lille margin, som juli 2019 overgår juli 2016 med, betyder, at andre store klimatjenester muligvis kan have registreret den globale temperatur i juli 2019 som have været på niveau med eller lidt under temperaturen i juli 2016.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.