Klinikstruktur skal drøftes igen

Når børne- og familieudvalget mødes på mandag, begynder diskussionen om den fremtidige tandklinikstruktur i Jammerbugt forfra en gang til.

- Vi skulle alligevel behandle sagen for at få frigivet de nødvendige penge til en ny struktur, men der er kommet så mange reaktioner og meningstilkendegivelser siden vores beslutning om at lukke klinikken i Fjerritslev, at vi nok må starte helt forfra, siger udvalgsformand Søren Brink (K). - Det er næsten den eneste sag, der bliver snakket om blandt politikerne og i grupperne, sukker han. - Jeg kan godt forstå de mange forældrereaktioner, men det er lidt ærgerligt, at der er opstået en stemning af, at kommunalbestyrelsen ønsker at svække Fjerritslevområdet, også blandt politikerne, siger han. - Det er der ikke tale om. Beslutningen er taget på et fagligt grundlag, hvor det anbefales at vi har tre klinikker, pointerer Søren Brink. - Vi havde så det politiske valg mellem at bevare klinikken i Brovst og den i Fjerritslev, og vi vurderer at det er lettere at få en tandlæge til Brovst end til Fjerritslev, forklarer han. - Personligt ville jeg helst gå endnu videre og kun have en stor klinik centralt i kommunen, men de tre klinikker var det kompromis, vi var enige om. Men nu tager vi diskussionen en gang til. Indsamling fortsætter Kommunalbestyrelsen fik i sidste uge overrakt 1300 underskrifter mod lukningen af klinikken i Fjerritslev, samlet ind af seks skolebestyrelser og Hjortdal Beboerforening, og indsamlingen fortsætter til næste kommunalbestyrelsesmøde. Også den privatpraktiserende tandlæge Knud Kamper i Fjerritslev støtter de protesterende. Han advarer især mod faldende tandsundhed blandt børn og unge i den vestligste del af kommunen, fordi det bliver mere besværligt, dyrere og tager længere tid for patienterne og deres medfølgende forældre at komme til behandling. - Man risikerer at tabe mange års indsats for tandsundheden på gulvet, og ordningen vil få en betydelig social slagside, fordi de svageste grupper har mest caries. Det viser talrige undersøgelser, pointerer han.