Færdselsforseelser

Klip i kørekort

SMS:Tag en mandehjerne, bed den om at multitaske og køre bil samtidig. Så kan det næsten kun gå galt. Alligevel viser ny undersøgelse fra forsikringsselskabet Codan, at fire ud af ti bilister sms'er under kørslen. Fænomenet med håndholdt mobilsnak og smseri har nået et omfang, hvor det bør udløse et klip i kørekortet - i stedet for en bøde som i dag. For få måneder siden viste en lignende undersøgelse fra min faglige organisation, Business Danmark, at knap to tredjedele af danskerne i 2010 oplevede utrygge situationer udløst af håndholdt mobilbrug og en tredjedel oplevede deciderede farlige situationer. Håndholdt mobilbrug er ikke det eneste farlige i trafikken. Nogle læser avis i bilkøen eller lægger makeup. Men klip for håndholdt mobilbrug er let at lovgive imod og vil sende et signal om, at man skal koncentrere sig om at køre bilen og ikke alt muligt andet under kørslen. Faktisk støttede over 71 pct. af bilisterne i vores undersøgelse klip for håndholdt mobilbrug. Så kære politikere på Christiansborg; her er en sag, man næsten ikke kan sige nej til.