Klippen segnede

LARNAKA:I tre træningskampe på stribe har Marco Reda udgjort en solid klippe i AaB's midterforsvar, men i dag mod Polonia fra Polen må den 27-årige canadier nøjes med at være tilskuer. Midtvejs under torsdagens træning udgik han med smerter i højre baglår. - Det er heldigvis kun en mindre skade, som jeg sikkert overvinder i løbet af tre-fire dage, men det er alligevel et surt afbræk, efter at jeg har fået en god start i AaB. - I fjor i Norge døjede jeg med forskellige skader og sad udenfor i det meste af sæsonen, så nu havde jeg lige glædet mig over at være helt fit. Marco Reda betegner skiftet fra Sogndal til AaB som et klart niveauhop. - AaB's trup er klart stærkere, og jeg nyder, at vi forsøger at spille teknisk langs jorden. I Norge sparkes der ofte fra det ene straffesparksfelt til det andet, og det er ikke videre sjovt. Efter flere tilløb fik den nye AaB'er for to uger siden debut på det canadiske landshold, der på udebane besejrede Nordirland 1-0. - Jeg begyndte som højre back, men efter 20 minutter fik vi en midterforsvarer udvist, og så blev jeg rykket ind som makker med Kevin McKenna, der i øjeblikket prøvetræner i OB, fortæller Marco Reda, der spillede hele kampen og håber på genvalg til Canadas næste opgave på udebane mod Portugal i slutningen af marts.