Aalborg

Klipper sig til tops ved VM

Frisørerne Jane Alstrøm og Birita Lilja Simonsen fra Salon Hårklip i Aalborg klarede cuttet til VM i Paris, hvor de klippede og stylede sig til medaljer foran konkurrenter fra op mod 60 lande.

Omkring 800 stillede op til verdensmesterskabet OMC Hairworld i den franske hovedstad, hvor konkurrencerne i de enkelte discipliner strakte sig over tre dage, og omkring 80.000 mødte op for at følge VM for frisører. Gennemsnittet af syv internationale dommeres voteringer afgjorde placeringerne i hver enkelt disciplin, Jane Alstrøm stillede op som senior og sikrede sig sølv i Full Fashion Look sammen med tre frisører fra Fyn, i Full Fashion blev det til bronze, mens hun nu kan kalde sig verdens femtebedste i disciplinen Trend Cut. Junioren Birita Lilja Simonsen fik bronzemedaljen om halsen i Trend Cut, og scorede en plads som nummer fire sammenlagt for hold i Trend Cut og Langthårsopsætning. - Helt vildt, at vi nåede så langt blandt verdens absolut bedste, jubler indehaver af Salon Hårklip på Kastetvej, Bente Holst Sørensen. For nylig bestod hun eksamen som international fridommer, og dømte to discipliner ved VM.