Klitmøller og Vorupør på vej med fælles hold

I 2012 stiller Klitmøller og Vorupør med fælles fodboldhold i seniorrækkerne

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fra næste sæson slår Klitmøller og Vorupør kræfterne sammen om fælles seniorhold. Billedet her er fra 2009, hvor knap 300 tilskuere på Klitmøller Station så Klitmøller vinde 3-1 over Vorupør, der havde byttet de normale gul-sorte trøjer ud med røde.

Fodboldklubberne fra Klitmøller og Vorupør er på vej med fælles seniorhold, der kommer på banen i næste sæson. I denne sæson har Klitmøller IF hold i serie 2 og serie 5, mens Vorupør Boldklub har et hold i serie 4. Sidste efterår havde Vorupør et førstehold i serie 3 og et andethold i serie 6. - Vi vil forsøge en sammenlægning af seniorholdene i 2012. Vi har ikke længere et andethold, og det er hovedsagelig en fremtidssikring, så vi stadig kan stille hold og tilbyde spillerne at spille på et højere niveau. Vi har haft det oppe på generalforsamlingerne, og der var et stort ja til det, siger formanden for Vorupør Boldklub, Flemming Toftdahl, der understreger, at samarbejdet udelukkende handler om seniorholdene. Han fortæller, at klubberne har meddelt DBU Jylland, at de ønsker, at stille med fælles hold. Det ønske var fodboldunionen - for - hurtig til at efterkomme - i hvert fald på nettet. Her var Vorupør og Klitmøller i tabellerne en overgang blevet til Klitmøller/Vorupør. Det var en fejl, som Flemming Toftdahl konstaterer: - De har kludret i det. Man kan jo ikke starte med fælles hold midt i en sæson.