Klitsjko kræver hårde sanktioner efter Krim-løsrivelse

Ukrainsk præsidentkandidat forlanger de hårdeste sanktioner indført mod Rusland siden Den Kolde Krig.

Den ukrainske præsidentkandidat Vitalij Klitsjko opfordrer det internationale samfund til at skride til handling, nu da optællingsresultater fra Krim viser, at et overvældende flertal af vælgerne på den autonome ukrainske halvø har stemt for at tilslutte sig Rusland.

- Det, som den russiske regering har fået gennemført med hjælp fra separatister og en retsstridig folkeafstemning, er et klart brud på folkeretten, skriver den tidligere bokseverdensmester i mandagens udgave af den tyske avis Bild.

Formanden for det provestlige Udar-parti, som i sidste måned var med til at vælte præsident Viktor Janukovitj fra magten i Kijev, håber på et stærkt signal fra mandagens EU-udenrigsministermøde i Bruxelles.

For den vestlige verden kan og må ikke lade Krim-afstemningen ske uden at svare slagkraftigt igen, lyder det.

- I dag forventer vi, at EU indfører de skrappeste sanktioner mod Rusland siden Den Kolde Krig, skriver han i Bild.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden