KLM skifter problem-fly ud
To ud af tre ruter fra Aalborg Lufthavn får nye fly efter otte uheld med flyet det seneste år

Foto Grete Dahl Grete Dahl
AALBORG:Flyselskabet KLM udskifter flyene på to af deres tre daglige ruter fra Aalborg til Amsterdam. Det sker efter et år med en række tekniske problemer på de nuværende Fokker F70-fly, oplyser DR Nordjylland.
Det seneste uheld kom fredag morgen, hvor der udbrød brand i en motor på et KLM-fly, der skulle fra Aalborg til Holland.
Ruten til Amsterdam er populær, og derfor er det naturligt at udvide med flere sæder og samtidig sikre bedre pålidelighed, fortæller landechef for KLM, Vincent Audusseau.
- Vi kommer helt sikkert til at forbedre produktet, pålideligheden og sædekapaciteten ud af Aalborg, siger Vincent Audusseau
Det er et par Embraer-fly, der indsættes på ruten.
Flere passagerer
Udover en bedre pålidelighed, så bliver der med de nye - lidt større - fly plads til 18 procent flere passagerer på ruten. Og det glæder lufthavnsdirektør i Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen
- Det er helt sikkert godt nyt for os. Vi har kendt til planen i et halvt års tid, og det er jo grundlæggende, at de får flere passagerer her i Aalborg. Så vi er jo glade for, at de to af de tre fly bliver skiftet ud til nogle større fly, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.
De nye fly sættes ind fra den 31. marts. Herefter vil den ene af de tre daglige afgange fortsat være med et Fokker-fly. Vincent Audusseau kan ikke sige noget om, hvornår det også udskiftes.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.