KLM udvider fra Aalborg

Alt går efter planen for det hollandske flyselskab, der sætter en ekstra afgang ind fra Aalborg.

Jørn Larsen,
Alt går efter planen for KLM, der sætter en ekstra afgang ind fra Aalborg. Arkivfoto: Grete Dahl
EMNER 16. november 2011 23:03

Det har ligget i luften et stykke tid, men nu bliver det til virkelighed. Fra 25. marts næste år begynder det hollanske luftfartselskab KLM at flyve fra Aalborg til Amsterdam tre gange om dagen. Vincent Audusseau, der er landechef for Air France/KLM i Danmark og på Island, fortæller, at den ekstra daglige afgang er en logisk konsekvens af den modtagelse ruten har fået. - Vi har været meget glade for den belægningsprocent, vi opnået på ruten, siger han. KLM lægger ikke skjul på, at hovedårsagen til, at man flyver fra mindre lufthavne - som Aalborg, er, at det er en måde at få fyldt selskabets fly ud af Amsterdam. Normalt vil en tredjedel stå af i Amsterdam, en tredjedel vil flyve videre til andre europæiske destinationer, mens den sidste tredjedel stiger ombord i et af flyene på selskabets oversøiske ruter. Den nye Aalborg-afgang bliver placeret sent om eftermiddagen, hvor den skal supplere den meget tidlige morgenafgang og afgangen lidt over middag. Den nye afgang betyder, at man slipper for så at vente så længe i Amsterdam, hvis man eksempelvis skal med et fly til Beijing eller Hong Kong. KLM har siden marts i år haft to daglige afgange mellem Aalborg Lufthavn og Schiphol ved Amsterdam. Det er fly af typen Fokker 70, der flyver på ruten, og de har plads til 80 passagerer. Det er også fly af denne type, der fremover vil betjene ruten. Men Vincent Audusseau fra Airfrance/KLM vil ikke udelukke, at man på et tidspunkt skifter til den større Boeing 737, som eksempelvis bruges på selskabets ruter fra Billund. Det er den måde, KLM plejer at angribe et nyt marked - først to afgange med et lidt mindre fly som en Fokker, så øger man til tre afgange og til sidst går man ind med Boeing-maskiner. Hos KLM frygtede man, inden man indledte i Aalborg, at det måske ville gå ud over belægningen på de afgange, man havde fra Billund. Men det er ikke sket. For samtidig med, at man øger frekvensen fra Aalborg, sætter man en ekstra morgenafgang ind fra Billund, så der fremover bliver fem daglige rotationer. Skulle man give sig til at søge efter den nye afgang på KLMs hjemmeside, vil man blive skuffet. Afgangen er endnu ikke kommet på plads i bookingsystemet, men det sker snart.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...