Danmark

Kloakformand skoser krav om øget vandregning

Det er uretfærdigt, hvis kommunerne får lov til at hæve vandregningen for alle, mener kloakmestrenes formand.

Kloakformand skoser krav om øget vandregning

Kommunerne ønsker at lade prisen for vand stige for at få råd til investeringer, der kan håndtere de massive regnskyl, Danmark har været udsat for de seneste år.

Men hvis kommunerne lader vandregningen stige for alle forbrugere, vil det også ramme de boligejere, der gør sig umage for ikke at belaste de hårdtprøvede kloakker.

Sådan lyder advarslen fra Verner H. Kristiansen, der er formand for Danske Kloakmestre.

- Dem, der udviser ansvarlighed, straffes lige så hårdt som dem, der fliser hele deres grund til og bare lader vandet pisse tilbage i vores fælles kloaksystem, siger han i en kommentar til KL-udspillet.

Skybrud og monsterregn har de to seneste somre ført til oversvømmelser og massive ødelæggelser flere steder i landet. Derfor vil kommunerne investere i en række forebyggende tiltag, der kan forhindre de massive skader.

Det kan for eksempel være "spildevandsveje" med høje kantstene, som konstrueres ved at ændre vejens profil, så den har form som et vandløb.

Men kommunernes pengekasser er slunkne, og derfor vil de have regeringen til at lave om på reglerne, så de kan lade forbrugernes vandregninger stige og bruge pengene til de dyre projekter.

Verner H. Kristiansen mener i stedet, at myndighederne bør give de ansvarlige boligejere en skattemæssig gulerod, hvis de for eksempel vælger at skrotte fliserne og bruge godkendte nedsivningsmetoder.

Det vil også betyde, at boligejerne kan bruge deres regnvand til at vaske bil eller vande have, påpeger han.

Selvom kommunernes krav er et brud med princippet om, at vandværkerne ikke må opkræve mere, end det koster at levere vandet, så er finansminister Bjarne Corydon (S) ikke afvisende over for forslaget.

/ritzau/