Aalborg

Kloakforsyning mister 100 mio. kr.

Politikere frygter, at nyt prisloft vil bremse sanering og anlæg af kloakker

Regeringens planer om at sænke vandafledningsafgiften får den konsekvens, at Aalborg Kommune må udsætte nødvendige renoveringer og anlæg af kloakker, mener forsyningsrådmand Preben Pedersen (R).Arkivfoto: Grete Dahl

Regeringens planer om at sænke vandafledningsafgiften får den konsekvens, at Aalborg Kommune må udsætte nødvendige renoveringer og anlæg af kloakker, mener forsyningsrådmand Preben Pedersen (R).Arkivfoto: Grete Dahl

- Det er ikke alene skidt for forbrugerne, det er også skidt for miljøet... Dét mener Aalborgs forsyningsrådmand, Preben Pedersen (R). Han vender sig mod det loft på priserne for at aflede vand og spildevand, som regeringen formentlig vil vedtage i forbindelse med den ny vandsektorlov. For gennemføres forslaget, mister Aalborg Kommunes kloakforsyning mellem 50 og 60 mio. kroner om året - eller mindst 100 mio. kroner frem til 2012, og det påvirker både muligheden for at sanere og anlægge kloakker. - Vedtages lovgivningen som den er nu, skal vi sætte vandafledningsafgiften ned fra 21 til 16,50 kroner pr. kubikmeter. Og det vil uundgåeligt få nogle meget uheldige konsekvenser, påpeger han. - Nedsættes afgiften kommer vi til at miste så mange penge, at vi bliver nødt til at udsætte planlagte renoverings- og anlægsarbejder, og i den sidste ende vil det også påvirke entreprenørerne og dermed også arbejdsløsheden. Preben Pedersen understreger, at kloakforsyningen i Aalborg i mange år har været på forkant - blandt andet i forhold til separatkloakering, og derfor ærgrer det ham også, at udviklingen nu risikerer blive sat i stå. - Det vil være fuldstændigt tåbeligt, hvis vi skal ud at låne for at kunne fortsætte det nuværende aktivitetsniveau, siger han. - Spørgsmålet er naturligvis, om vi overhovedet vil få tilladelse til det, og regningen skal jo også betales, tilføjer han.