Kloakrørene skal hurtigere i jorden

Økonomiudvalget anbefaler længerevarende lån og vil have kloaknettet i Kongerslev færdigt i 2008

Dokkedal 1. februar 2003 07:00

KONGERSLEV: Hurtigere kloakering, længerevarende lån, færdig i 2008. Sådan lyder i kortform økonomiudvalgets kloakindstilling til kommunalbestyrelsens møde på onsdag. Kongerslev har længe trængt til nye kloakrør, men en udgift på 41 millioner med færdiggørelse i 2013 fik i første omgang kommunalbestyrelsen til at forlange yderligere undersøgelser herunder udarbejdelse af forskellige finanseringsmodeller. - Vi har peget på en model, hvor kloakeringen af Kongerslev er færdiggjort i 2008, og hvor den nuværende kubikmeterpris i 2004 vil stige fra de nuværende 21 kr til 23.50 kr. Vi har ment, at når rørene engang ligger der, så holder de nok både 50 år og mere, og derfor finder økonomiudvalget ikke, at et længevarende lån er uansvarligt, forklarer borgmester Kristian Schnoor (S). Kloakeringen betyder, at husholdningernes spildevand og regnvand vil blive adskilt i to rørsystemer og samtidigt vil Kongerslev Renseanlæg blive nedlagt. Det nuværende renseanlæg kan slet ikke tage de vandmængder, der bliver tilført nu, og magter derfor ikke at rense spildevandet ordentligt . I stedet vil spildevandet blive sendt med tryklinje til Aalborg Renseanlæg Øst og i fremtiden renset der. - Der er jo ingen grund til at betale for at få regnvandet renset, mener borgmesteren. Kloakarbejdet vil medføre, at store dele af byen vil blive gravet op, men det er tiltrængt med en udskiftning af rørnettet, da tv-inspektion allerede har afsløret, at mange rør er rådne - altså er tærede, så der siver spildevand ud. Kloakeringen af Gudum og Dokkedal er stadigvæk udskudet til senere. I økonomiudvalgets finanseringsmodel vil det maksimale lånebehov blive på 26,5 millioner, og restgælden vil i 2013 være 14,7 millioner. Teknisk Forvaltning er indstillet på at komme hurtigt i gang med forundersøgelser og projektering, så der kan bliver afholdt licitation på kloakeringsarbejde her først i 2003. Der er allerede sidste år afsat 860.000 kr til projekteringsarbejdet. I følge de oprindelige planer vil der først bliver skiftet rør ud på Danmarksgade-strækningen her til Kongensgade ligesom A. Mørchsvej, Kildevej og Rankevej får nye kloakrør.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...