Klø til rådvilde håndboldpiger
Danmark er tæt på OL-farvel efter nederlag til Spanien

Begona Fernandez Molinos i infight med Pernille Larsen. Foto: Scanpix
LONDON:Det er svært at se, hvordan det skulle kunne lykkes for det danske kvindelandshold i håndbold at gå videre fra indledende gruppe ved OL i London.
Med nederlaget til Spanien på 21-24 onsdag aften efter 9-14 ved pausen er holdet i værste fald nødt til at slå begge sidste års VM-finalister, Frankrig og Norge, i de sidste to kampe i gruppespillet.
Så skidt ud
Det så allerede skidt ud efter bare 20 minutter og stillingen 13-6 til Spanien.
Pytlick havde allerede da brugt sine to timeouts i første halvleg, og han havde skiftet så meget ud i forsøget på at finde løsninger, at alle spillere havde været inde på banen.
Offensivt spansk forsvar
Normalt plejer den slags at kunne vende en kamp på hovedet, men denne gang slap det ustraffet igennem.
Det var først og fremmest det offensive spanske forsvar, der voldte danskerne problemer.
Som mod Sydkorea forleden havde Danmark svært ved at spille sig forbi de aggressive spaniere, der konstant lå helt fremme i ansigtet på deres modstandere.
Ufarlige forsøg
Det blev ved ufarlige forsøg udefra, som målmand Silvia Navarro - Danmarks onde ånd fra VM-bronzekampen sidste år - ikke havde problemer med at redde.
To spanske udvisninger mod slutningen af anden halvleg gav dog en lille åbning for danskerne, der nåede op på to måls afstand kort før tid, men spanierne fik dog sat proppen i.
Danmark mangler fortsat at spille en hel kamp på godkendt niveau ved OL-turneringen, og spørgsmålet er, om det nogensinde når til at klikke for holdet i London, inden det er for sent.
Næstsidste chance i gruppespillet er på fredag, hvor modstanderen hedder Norge i en kamp, der spilles klokken 22.15 dansk tid.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.